Principper for skole-hjem-samarbejdet

Skole-hjem-samarbejdet skal skabe optimal læring for den enkelte elev i et trygt miljø.

Formålet med samarbejdet er, at skabe kontakt mellem institution og forældre, til gavn for det enkelte barn og for fællesskabet i gruppen/klassen, så alle børn får en tryg og udbytterig hverdag i Havndal Skole og Børneby. Altså: optimale betingelser for læring og trivsel for det enkelte barn i et trygt fællesskab.

Kendetegnende for holdningen til samarbejdet skal derfor være:

  • En åben, positiv og tillidsfuld atmosfære.
  • At forældre og personale indgår som ligeværdige parter og udviser gensidig respekt.
  • At forældre og personale har en fælles opgave i, at deltage aktivt i og opretholde, en god dialog mellem institution, barn/elev og forældre.

Skole-/hjemsamarbejdet foregår på 3 niveauer:

  • Det enkelte barn.
  • Klassen/børnehaven og forældrerådet.
  • Skolebestyrelsen og Ledelsen.

Det enkelte barn:

Da Havndal Skole og Børneby består af en børnehave for børn i alderen 3 – 6 år og en skole fra børnehaveklasse – 6. klasse er der forskel på behovet og indholdet af samarbejdet i børnehaven og i skolen.

I børnehaven starter samarbejdet i forbindelse med indskrivningen til børnehaven. Umiddelbart før start vil der være en kort samtale med en pædagog og forældrene, hvor dagligdagen, strukturen, og barnets behov er vigtige elementer.

Efter ca. ½ år i børnehaven inviteres til en trivselssamtale, hvor forældre og primær-pædagogen deltager.

I hele skoleforløbet er der fastlagt en årlig skole-/hjemsamtale, som finder sted på skolen i tidsrummet 14.00 – 19.00. Samtalen er af 20 minutters varighed og det forventes, at også eleverne deltager i samtalen. (med mindre andet er aftalt).

Følgende fag er repræsenteret ved samtalen:

0a: Børnehaveklasseleder og skolepædagog

1a: Klasselærer, dansk-/matematiklærer og evt. skolepædagog

2a: Klasselærer, dansk-/matematiklærer og evt. skolepædagog

3a: Klasselærer, dansk-/matematiklærer og evt. skolepædagog

4a: Klasselærer, dansk-/matematiklærer og engelsklærer

5a: Klasselærer, dansk-/matematiklærer og engelsklærer

6a: Klasselærer, dansk-/matematiklærer og tysklærer

Disse samtaler finder sted i perioden oktober – februar. I nogle klasser kan samtalerne være delt i to lokaler, hvorfor forældre og elever skal påregne 40 minutter til en skole-/hjemsamtale. Dette vil fremgå af invitationen/tilmeldingen, som sendes via AULA.

Hvis forældre eller personale oplever behov for yderligere samtale, aftales dette mellem forældre og personalet (evt. skoleledelsen).

Den øvrige kontakt vedr. barnet foregår via AULA, hvor personalet vil besvare beskeder inden for 1 hverdag.

Vil forældre have telefonisk kontakt til en personale, kan de således skrive dette i AULA til den pågældende lærer/pædagog, som så vil tage kontakt hurtigst muligt (inden for 1 hverdag).

HUSK, at én kontakt for meget er bedre end én for lidt.